Det lærte jeg af, at bruge 1 mio. kr. på Facebook-annoncer

facebook-annonce-tips

Forleden tog jeg et kig på de forskellige annoncekonti, som jeg i løbet af de sidste 4 år har styret.

Der gik det op for mig, at jeg det seneste år har brugt lige omkring 1 mio. kr. på Facebook.

Wow.

For nogle er 1.000.000 kr. i annonceringsbudget rigtig meget. For mange større virksomheder svarer det til det månedlige budget.

Uanset, så har det givet anledning til en masse eksperimenter og læring, som har gjort både mine kunder og jeg selv klogere på online markedsføring og mulighederne deri.

De første annoncekroner blev ikke brugt nær så fornuftigt som de sidste, og selvom der fra start har været et positivt afkast (fordi Facebook er den bedste platform for annoncører), så er det bestemt også blevet bedre med tiden.

7 tips til dine Facebook annoncer og strategi

1) Social proof kan øge dine resultater markant på sociale medier

Hvis du viser samme annonce til forskellige målgrupper i en splittest, så kan du, med et lille hack, samle al engagement i én.

Når du har oprettet første annonce, så vælg “Forhåndsvis” og “Facebook opslag med kommentarer”. Herefter kopierer du det lange id efter “/posts/” i URL’en.

Dette id indsætter du så i den nye annonce, hvor du først vælger “Brug eksisterende opslag” og “Indtast opslags-id”.

Voila! Dine annoncer vises nu til hver sin målgruppe, men kommentarer, likes og delinger samles under én.

Facebook er selv i stand til at skelne mellem kommentarer og målgrupper, så du skal ikke bekymre dig om et resultat, der er svært at tyde på.

2) Optimér for aktivitet længere oppe i købstragten, hvis du ikke har konverteringer nok

Har du ikke de 50-100 ugentlige køb, som det kræver for at optimere dine annoncer for køb? Så prøv at optimér for en konvertering tidligere i købsrejsen/længere oppe i købstragten.

Lad os sige, at du sælger et stykke software. I stedet for at optimere for køb, så installér en konverteringshændelse ved oprettelse af prøveperiode og optimér herefter for denne.

Så kan du, når du har 200 oprettelser af prøveperioder og 50 køb, begynde at optimere for køb igen og få betydeligt bedre resultater.

3) Brug video, selvom det er amatørvideo

Video blev for længe siden udråbt som det næste format, der vil virke mest effektivt som annoncemateriale.

Hvis du ikke allerede har udgivet materiale i videoformat, så har du helt sikkert overvejet og måske droppet det igen. Måske fordi kvaliteten ikke spiller 100%, eller fordi du ser dig selv som uinteressant på video (det gør jeg selv).

Jeg kender følelsen. Efter at have optaget en hel del videoer, så har jeg udgivet meget få af dem. Det findes der heldigvis også en cool løsning på.

På Facebook kan du oprette et diasshow baseret på valgte billeder, hvilket klippes sammen til en lille video med valgfri musik henover.

Formatet virker, selvom det faktisk ikke er video. Det gør det, fordi video er lettere for os at indtage, når vi scroller ned gennem vores feed. Så det får flere til at stoppe op, se videoen og faktisk læse din annoncetekst.

4) Ingen aner hvem du er, før du fortæller dem det

Det er rigtig let aldrig at gøre noget. Det gælder både professionelt og i privaten. Du kan sagtens være typen, der aldrig laver et opslag på LinkedIn, udgiver en Story på Instagram eller skriver et blogindlæg.

Men hvis du ikke gør noget, så danner folk heller ikke en holdning til dig. Værre endnu, så aner de ikke, hvem du er.

For en virksomhed kan det være utroligt værdifuldt at lave én eller anden form for indhold til de sociale medier.

Vind en plads i publikums top-of-mind, for så vil de komme til dig (eller anbefale dig), når efterspørgslen er der.

Vigtigst af alt, så skal det være indhold, der er interessant for din målgruppe, og som ikke prøver at sælge. Alle kan fornemme, når du prøver at sælge.

5) Genovervej din landing page

Når du så har lavet din komplette kampagneopsætning på Facebook, hvor sender du så trafikken hen? Jeg har set flere virksomheder blot sende trafik direkte til deres forside, uden på nogen måde at diskriminere mellem målgrupper eller annonceindhold.

Hvis dine målgrupper køber på baggrund af forskellige funktioner i dit produkt, eller forskellige pains, så bør du opdele dine landing pages på baggrund af dette.

En landing page med et klart budskab sælger markant bedre end en generisk uden personaliserede træk.

Jo mere personlig du gør det, jo mere personligt vil modtageren se det, og desto bedre vil de reagere på dit budskab.

6) Få styr på tracking

Jeg har stødt på flere virksomheder, som slet ikke har haft nogen form for tracking på deres website. Ingen Google Analytics, ingen Facebook Pixel. Ingenting.

For at Facebooks algoritme ved, hvornår en annonce virker, er det altafgørende med tilstrækkelig tracking på dit website. Hvis ikke man fodrer annonce-maskinen med rapportering om hvem, der konverterede til en kunde, så aner Facebook ikke hvad der virker, og hvad der skal nedprioriteres.

Hvis ikke der er opsat korrekt tracking, så vil jeg næsten anbefale udelukkende at optimere for klik (hvilket i sig selv er kritisk), fordi Facebook selv kan måle resultaterne her.

7) Tålmodighed betaler sig

Vær tålmodig med dine annoncer. Det kan tage tid, før algoritmen begynder at performe, som den skal.

Det værste, du kan gøre, er at slukke for annoncer, der potentielt set var på vej til at blive vindere. Det har jeg selv været ved at gøre flere gange.

Bedst som jeg troede, at de var ved at “dø”, så overperformede de alle andre annoncer i samme test. Du kan derfor ikke regne med resultatet af dine annoncer med det samme.